Stoleflet – sådan omfletter du selv dine stole

Er du også vild med godt håndværk og tradition? Så er navnene Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Kaare Klint garanteret ikke fremmede for dig. Det er nemlig navnene på nogle af vigtigste danske møbeldesignere, vi har haft. Tilsammen har de flere hundrede møbler, som stadig pryder danske hjem i dag, fordi det er flotte møbler i god kvalitet.

For stole fra 1940’erne og 1950’erne er der desuden et fællestræk, der ofte går igen: Flettede sæder, oftest i papirsnor. Hvis du er den heldige ejer af eksempelvis et sæt af Wegners Y-stole, der trænger til at blive omflettet, så er det faktisk noget, du godt kan gøre selv. Her får du vores guide til at gøre det selv.

Indkøb af materialer til stoleflet

Før du kan gå i gang, skal du selvfølgelig undersøge, hvilke materialer, du får brug for, men også, hvor meget snor du skal bruge til den enkelte stol. Til mange stole vil det være klassikeren papirsnor, du skal bruge, men der findes også mange eksempler på stole med søgræs, hampesnor, gjorde og flagline. Det er anbefalelsesværdigt, at man anvender det samme materiale, som stolen er lavet med, for at få det bedste resultat.

  • Designerstole med papirsnor: Kaare Klints kirkestol, Wegners Y-stol, Børge Mogensens J39/ folkestolen, N. O. Møllers 401-stol, Wegners påfuglestol, Wegners CH-36 stole og Børge Mogensens BM1-stol.
  • Designerstole med søgræs: Arne Jacobsens 1st chair for novo. Andre klassikere med papirsnor ses også flettet med søgræs.
  • Designerstole med gjorde: Bruno Mathssons Eva lænestol og Mimat stol, Alvar Altos model 611.

Til en kirkestol af Kaare Klint går cirka 120 meter papirsnor, mens andre modeller, der enten er større eller mindre, bruger mere eller mindre materiale. Afhængigt af det valgte mønster, kan forbruget også variere.

Valg af flettemønster

stoleflet-saadan-omfletter-du-selv-dine-stole-vaelg-flet

Når man omfletter en stol har man selvfølgelig mulighed for at vælge et nyt mønster til stolen. Det stiller dog nogle krav til din tekniske kunne, afhængigt af, hvilket mønster, du ønsker.

Stole er ofte designet til at passe til det mønster, de er født med, og det kan have noget at sige for, om et andet mønster kommer til at ”gå op” på stolene. Jo mere regulær stolen er i dens form, desto nemmere er det naturligvis at flette et nyt sæde til den. Det nemmeste er at flette et nyt sæde i det originale mønster.

Populært findes der disse mønstre: Kuvertflet, som ses på både Y-stolen, kirkestolen og Påfuglestolen, planflet som ses på især N. O. Møllers stole, fransk flet, som ses på Thonets wienerstol, samt specialflet, der indebærer flet med materialer som flagline og anderledes mønstre end de definerede.

Planflet er en relativt simpel fletteteknik, som er rimelig nem at beherske. Fransk flet er en betydeligt mere udfordrende fletteteknik, som skræver en del fingernemhed og øvelse at beherske. Flet med gjorde er, ligesom planflet, en ret simpel teknik. Kuvertflet er lidt sværere end planflet og flet med gjorde, men kan relativt hurtigt læres. Forskellige typer specialflet varierer meget i sværhedsgrad.

TIP: Det sværeste ved stoleflet er at få flettet til at blive stramt, så det sidder pænt og ikke mindst holder længe. Veludført stoleflet kan holde i 20 år.