Selvsalg

3 gode ting at være opmærksom på, hvis du vil sælge huset selv

Man kan bygge sit eget hus, men nogle gange kan man stå i en situation, hvor man skal væk fra det. Her kan man selvfølgelig også selv sælge sit hus, hvis man har lyst til at tage gør-det-selv-tanken hele vejen, så man selv har hånd i hanke med alt omkring huset.

Der er ikke noget i vejen for, at man selv sælger sit hus, men der er nogle ting, man skal være opmærksom på, hvis man gerne selv vil sælge sit hus.

Dette skal ikke forstås som en anbefaling i forhold til at sælge sit hus, da der er en række ting, man skal have styr på. Der er en grund til, at der findes en ejendomsmægleruddannelse, og det er altså, at der kan være konsekvenser, hvis man ikke følger de regler og retningslinjer, der er på området.

Har man selv lyst til at kaste sig ud i et boligsalg, skal man selvfølgelig det, men rådet er altså at være sikker på, at man ved, hvad man laver. Hvis ikke, bør man søge hjælp hos en lokal ejendomsmægler.

Sørg for at have styr på lovkravene!

Det første råd er naturligvis at sætte sig ind i lovgivningen omkring hussalg. På boligejer.dk, som er lavet af Erhvervsstyrelsen, er der samlet en oversigt over de dele af lovgivningen, som kan komme i spil, når du selv vil sælge dit hus.

Man kan ikke oversælge, hvor vigtigt det er, at man gør alting efter bogen. Køber skal have de rigtige oplysninger, man skal være sikker på, hvilket ansvar man står med, og der er flere ting, man skal være opmærksom på, når man sælger sin egen bolig uden om en ejendomsmægler.

Hvis man ikke selv er uddannet ejendomsmægler, kan der altså godt være nogle lektier og lidt hjemmearbejde på programmet inden selve salget.

Kig på lokalområdet

Tjek boligmarkedet lokalt

Særligt når vi snakker om de mindre byer er en typisk bekymring for potentielle boligkøbere, hvad der er i nærområdet. Det er vigtigt for folk at vide, hvad der er af muligheder for dem inden for en overkommelig afstand.

Mulighedernes natur kan være meget forskellig, så kig på både hvor langt der er til indkøbsmuligheder, hvad der er af kulturelle oplevelser i nærheden, hvor langt der er til børneinstitutioner og den slags.

Hvis man som køber kommer til et område, man ikke selv kender, er det en stor hjælp at få at vide, at 300 meter væk ligger boldbanerne og hallen, hvor man kan spille både fodbold, håndbold, volleyball, og mange andre ting, eller at der kun er 400 meter til den nærmeste skole, så børnene selv kan tage turen hjemmefra.

Gør det klart, hvad der skal laves og giv priseksempler

Selvom du selvfølgelig har puslet om huset og sat det i stand, så det er flot, kan der stadig være ting ved huset, som kunne bruge en udskiftning. I stedet for selv at sætte et nyt køkken ind eller give badeværelset en overhaling, kan man få priser på, hvad det vil koste at få det gjort.

Særligt køkken og bad vil købere statistisk set gerne have er pæne, men der er også meget smag ind over. Man kan ikke vide, om man rammer de potentielle køberes smag, så i stedet kan man få et køkkenfirma til at give et prisoverslag, så køberne ved, hvad de cirka kan regne med, der skal investeres i huset efter købet.

Ved at få den slags, bliver det mere konkret, og man kan som køber lettere forholde sig til det – det rykker folk tættere på at slå til og skrive under på købskontrakten.