Gør din have vinterklar

goer-din-have-vinterklar-703x336

Det er nu blevet vintertid, og derfor begynder vi også at skulle tænke på, hvordan vi gør vores have vinterklar. Der er mange ting, vi kan gøre for at give vores have den bedste forudsætning næste år – og det starter alt sammen i vinterklargøringen. Få et overblik over, hvad der skal gøres. Virker opgaverne for omfattende til dig, så overvej at ansætte en havemand til at hjælpe dig.

Lug ukrudtet

Det er ikke det mest spændende, og det er nok heller ikke det, der gjorde, at du ville have en have. For mange er det en træls opgave hele tiden at skulle luge for ukrudt – for det bliver jo bare ved med at komme tilbage. Du kan dog gøre dig selv en kæmpe tjeneste ved at blive ved med at luge ukrudt frem til det er tæt på frostgrader. På den måde gør du nemlig ukrudtet langt mere svagt, så det ikke overtager din have med det samme, når det bliver lunt igen.

Når du luger ukrudtet er det vigtigt, at du ikke smider det på din kompostbunke, da ukrudtet her bare vil vokse videre – og så ender du med selv at sprede det i haven til foråret. Derfor skal du helt bortskaffe ukrudtet, hvis du ikke har en lukket varme-kompostering.

Kompostbunken

Brug din kompost til at lægge under træer og buske eller i køkken- og urtehaven. Det varmer og holder liv i jorden, så du undgår at de vigtige næringsstoffer bliver udvasket. Resten af din kompostbunke bør du omstakke – altså vende rundt. Mærk efter om bunken er tør. Er den det, er det en god ide at hælde noget vand over – og eventuelt også en lille smule gødning. Det er med til at holde komposteringen i gang.

Græsplænen

goer-din-have-vinterklar-tekstbillede-703x336

Det er en god tommelfingerregel at slå græsplænen en sidste gang allerede i oktober. Græsset bliver ved med at gro indtil døgntemperaturen er under 7 grader. For at give din græsplæne de bedste betingelser for at komme gennem vinteren og have gode vækstbetingelser til foråret, bør græsset ikke blive kortere end 4-5 cm.

Når du slår græsset er det desuden en god idé at rive græsplænen for både det nyslåede græs samt for mos og blade. Hvis du ikke gør dette, risikerer du, at græsset bliver kvalt. Læg gerne den bunke, du får samlet, under træer og buske, eller læg den på kompostbunken.

Fjern nedfaldne frugter

Ligesom du fjerner andet haveaffald (blade og mos) fra græsplænen, bør du også fjerne nedfaldsfrugter. Disse kan tiltrække skadelige insekter, som ødelægger din frugthøst næste år. Smid i stedet de nedfaldne frugter på din kompostbunke.

Tøm drivhuset

Dit drivhus skal tømmes for planter, ligesom du bør skrabe de øverste 5-10 cm jord af. Dette skal du gøre for at undgå, at rester af meldug og skimmel ikke efterlades. Jorden, du skraber af, kan du køre på genbrugspladsen.

Vask eventuelt også drivhuset overfladisk – hovedrengøringen bør du stadig vente med til foråret. Dit tomme drivhus kan du eventuelt bruge til opbevaring af dine havemøbler, som du alligevel ikke har stående fremme i vinterhalvåret. Du kan også læse mere om, hvordan du plejer dine træhavemøbler.

Rens haveredskaberne

Det er en god idé at få renset dine haveredskaber før det bliver vinter. Du vil gøre dig selv en tjeneste. Der er ikke noget værre end, når man i foråret er klar og glæder sig til at gå i haven, og man så bliver mødt af en masse beskidte redskaber. Så skal disse først rengøres, inden man kan gå i gang med det, man egentlig gik i haven for. Så gør dig selv en tjeneste: rengør dine haveredskaber allerede nu.

Det kan også være at nogle af dine haveredskaber trænger til at blive repareret. Sørg derfor også at gøre dette allerede her i efteråret.

Potter og krukker

goer-din-have-vinterklar-potte-tekstbillede

Der er to ting du kan gøre med dine potter og krukker. Enten skal de sættes ind, hvor de ikke bliver udsat for frost, eller også skal du tømme dem for jord. Hvis krukkerne er fyldt med jord, er der en stor risiko for, at de går i stykker på grund af frostsprængninger.

Beskyt sarte planter

Din have er fyldt med forskellige planter. Nogle af dem kan godt tåle (mild) frost, mens andre ikke tåler frost. Du bør derfor beskytte dine planter mod det hårde frostvejr. Dette kan du gøre ved at stoppe halm, grangrene og visne blade omkring dem.

De planter, der ikke tåler frost, bør i stedet blive sat inden for, så de helt undgår frostvejret. Dette gælder særligt for de mere eksotiske planter som citrustræer og oliventræer, men også for mange andre sommerblomster. Dette betyder ikke, at de skal med ind og stå i stuen. Ofte har de bedst af at stå ved ca. 10 graders varme.

Dine visne stauder skal du blot lade stå, og må derfor ikke klippes ned. Det visne løv fra planen er med til at beskytte sig selv mod frostvejret.