Maling gør underværker. Trænger dit hjem til fornyelse?

Når vægge og lofter trænger til nyt liv, eller man skal flytte i ny bolig, vælger mange at udføre arbejdet selv – til trods for at de måske ikke er udprægede handymen, som andre, der ofte går i krig med større bygge- eller renoveringsprojekter.

Uanset om du er træt af en gammel farve i et af boligens rum, eller om de trænger til en opfriskning, er maling en fantastisk god investering, der kan gøre en stor og positiv forskel.

Når du beslutter dig for at finde malerrullen frem, er det vigtigt, at du udfører arbejdet i den rigtige rækkefølge for at få det bedste resultat. Orker du ikke selv at male, eller har du simpelthen ikke tiden til at få det gjort, kan du springe over denne guide og i stedet ringer efter en professionel handyman, der kan hjælpe dig med arbejdet.

Forberedelse – en arbejdsplan i punkter

Skal du i gang med både loft og vægge, ser en fornuftig arbejdsplan sådan ud:

  1. Ryd rummet, så meget som muligt. De ting eller møbler, du ikke kan finde andre steder at flytte hen, må du placere midt på gulvet og dække til. Tag alt ned fra væggene. Maler du i vinterhalvåret, kan du med fordel beholde en loftslampe til belysning, hvis du kan male rundt om ledningsudtaget.
  2. Hvis du ikke skal genbruge gamle huller med skruer og rawlplugs, så hiv dem ud med en spidstang.
  3. Dæk gulvet med plastic, pap eller malertæpper. Brug malertape til at sætte det fast på gulvet langs kanterne og for at holde det på plads. OBS! Pap og malertæpper suger malingen, hvis du spilder. Det gør plastik ikke, malingen vil lægge sig på overfladen og være længere om at tørre.
  4. Husk at dække lamper og radiatorer af.
  5. Er væggene fedtede efter mados eller beskidte efter mange års rygning, er det en god idé at vakse dem af i grundrens. Husk at vaske af med rent vand bagefter.
  6. En klassisk tidsrøver er afdækning med malertape. Dør-og vindueskarme, fodpaneler og stikkontanter skal dækkes til ved kanterne. Hvis du er vandt til at male og kan male i fri hånd er det også en mulighed, selvom det er svært.
  7. Revner og huller fra søm og skruer, du ikke skal genbruge, skal spartles. Savsmuldtapet eller væv er de sværeste overflader at få pæne igen efter en gang spartel. Prøv dig frem med en våd svamp eller pensel for at genskabe strukturen i overfladen.
  8. Hvis væggen kan nøjes med ét lag maling, kan du med fordel pletmale udspartlinger inden selve malingen.
  9. Hvis loftet trænger, så mal det først, derefter væggene.
  10. Hvis træværket (døre, paneler og vinduer) også skal friskes op, skal de slibes og vaskes med grundrens først for det bedste resultat. Disse males til sidst.

 

kvinde på stige med farvekort

Det skal du være opmærksom på

Vær opmærksom på, at det gamle lag maling skal være rent og sidde godt fast. Ellers hæfter den nye maling ikke ordenligt, og i værste fald skal du begynde forfra og skrabe det gamle af. Fedtede vægge i fx et køkken skal vaske af med grundrens – husk at vaske af med rent vand bagefter. Sidder malingen løst, skal du fjerne, hvad du kan, med en spartel. Har du vandskurede vægge, kan du efterslibe med fx korn 180 eller 120 sandpapir.

Husk at gamle huller har ofte støv eller andet skidt i, så fjern alt dette og tør området af med en våd svamp. På den måde bliver reparationen med spartelmasse pænere, hvis den har en glat og pæn overflade. Brug gipsfiller til huller og akrylfuge til revner. Kræver hullerne flere omgange, så lad spartelmassen tørre mellem hvert lag.

Har du brugt malertapen, så tag den af så hurtigt som muligt efter sidste lag maling. Det giver det bedste resultat i forhold til kanter og tapen størkner ikke fast til væggen, eller det materiale, det sidder på.