Bygningssagkyndig laver rapport på hus

Derfor er en elinstallationsrapport og tilstandsrapport en god idé, når du skal sælge

 

Når du skal sælge din bolig, er det en god idé at kunne dokumentere overfor potentielle købere, hvordan boligens tilstand er. I den forbindelse er det også et plus for mange købere, hvis boligen er i god stand, og overholder de gældende sikkerhedsstandarder.

En måde du kan dokumentere overfor dine potentielle købere, at din bolig er i god stand, er ved at få udarbejdet en elinstallationsrapport og tilstandsrapport. Herunder kan du blive klogere på, hvad en elinstallationsrapport og tilstandsrapport omfatter, samt hvorfor det kan være en god idé at få udarbejdet disse rapporter, når du skal sælge din bolig.

Om elinstallationsrapporter og tilstandsrapporter

En elinstallationsrapport er en rapport over tilstanden på elinstallationerne i boligen. Rapporten laves på baggrund af et el-eftersyn, som foretages af en autoriseret elinstallatør. El-eftersynet er dermed en forudsætning for at få lavet en elinstallationsrapport og foregår ved, at elinstallatøren foretager stikprøver og tjekker stikkontakter, udtag på lamper, spots og afbrydere. Elinstallationsrapporten er gyldig i 1 år.

En tilstandsrapport er en rapport over boligens samlede tilstand. Rapporten giver dig et overblik over boligens byggetekniske stand, og de skader, mangler og problemer der er på boligen. Tilstandsrapporten udarbejdes på baggrund af en gennemgang af boligen, der foretages af en beskikket bygningssagkyndig. Ved gennemgangen tjekker den bygningssagkyndige for synlige skader, tegn på skader og mulige skader, som inddeles i kategorier alt efter, hvor alvorlige de er. Tilstandsrapporten er gyldig i 6 måneder.

Fordele ved at få udarbejdet rapporter på boligens tilstand

Rapport paa hus

Det er en god idé at få udarbejdet en tilstandsrapport og elinstallationsrapport af flere grunde. For det første kan fejl i de elektriske installationer være farlige både for dig og for dine potentielle købere. Rapporterne er således med til at sikre, at du ikke sælger en bolig, som har farlige elinstallationer eller andre skjulte problemer og skader, som du ikke vidste eksisterede.

Når du får udarbejdet en tilstandsrapport og elinstallationsrapport, kan du således dokumentere, at boligen er i god stand, og at dine elinstallationer er sikre. Samtidig kan du også dokumentere, hvilke skader der er på boligen, så dine potentielle købere er informerede omkring disse. Dette kan give dem en større sikkerhed og tryghed i forbindelse med købet, da der derved ikke er nogen overraskelser.

For det andet kan en tilstandsrapport og elinstallationsrapport give dig en bedre forhandlingsposition, når du skal forhandle prisen på din bolig. Dette gælder naturligvis kun, hvis din bolig er i god stand. Kan du dokumentere, at din bolig er velholdt med sikre elinstallationer og i god stand, har du større sandsynlighed for at opnå den ønskede salgspris.

Endelig er elinstallationsrapporten og tilstandsrapporten en del af huseftersynsordningen, og får du lavet disse samt en ejerskifteforsikring, kan du således blive fritaget for dit 10-årige ansvar for fejl og mangler på boligen. Dermed bliver du ikke hæftet for fejl og mangler på boligen, efter den er blevet solgt.

Få udbedret skader inden du sætter til salg

Har du mistanke om, at der er ulovlige elinstallationer eller alvorlige skader i din bolig, kan det være en god idé at få udarbejdet en førsynsrapport, inden du får lavet den endelige tilstandsrapport. På den måde kan du få overblik over, hvilke skader der er på boligen og få udbedret disse, inden du sætter din bolig til salg.

Særligt skader på taget, utætte eller slidte vinduer, dårlig isolering, ulovlige elinstallationer og ikke-funktionsdygtige elinstallationer kan have indflydelse på, hvor attraktiv dine potentielle købere synes din bolig er. Har du nogle af disse skader, er det således en god idé at få udbedret disse, så din bolig fremstår flot og velholdt.

Er du vant til gør-det-selv projekter, vil du i de fleste tilfælde kunne lave reparationerne selv. Dog kan det være en god idé at få en fagmand til at udbedre ulovlige elinstallationer og eventuelle fejl og mangler på disse, så du er garanteret sikre og funktionsdygtige elinstallationer.